Please reload

Seneste blogindlæg

Test: Blinkers-cykellygter

 

I denne måned har vores boss/sjæf/chef/leder/ grundlægger/abekat selv sat sig i sadlen og til tastaturet for at anmelde et spændende cykelprodukt:

Blinkers-cykellygter, der både kan byde på lasere, bluetooth og katastrofeblink. Simon var muligvis den eneste cyklist i byen med katastrofeblink på cyklen, og muligvis den eneste der har brug for det, men her er i hvert fald hans anmeldelse:

 

 

INTRODUKTION:

 

Vi er begyndt at teste nye produkter i jagten på innovative kvalitetsløsninger, der skal gøre det bedre, sjovere og mere sikkert at være cyklist. Airbag-hjelmen fra Hövding var en klar succes, og nu har vi testet en helt ny type cykellygte, de såkaldte ”Blinkers”. Vi mødte de glade opfindere på dette års Copenhagen Bike Show, og vi lovede dem at teste lygterne, når det blev rigtig mørkt. Og det er jo nu.

 

Hvad kan de?

Blinkers har den særlige funktion, at de kan blinke til siden – præcis som på biler. Både for- og baglygten blinker synkront til siden, når man klikker på enten højre- eller venstreknappen på den medfølgende controller, der styrer lygterne trådløst via Bluetooth. Baglygten har også den ekstra funktion, at den har indbygget bremselys. Det vil sige, at den lyser meget kraftigere op, når du bremser, hvilket lygten selv kan aflæse. Og din cykel får den helt unikke mulighed, at stå med katastrofeblink, hvor det hele blinker meget heftigt. Derudover virker lygterne som almindelige, men kraftige cykellygter, og de oplades via USB.

 

SIMONS TEST:

 

DAG 1: Montering

Der fulgte ingen oplader med pakken, men lygterne passer til et mini-usb stik som mange telefoner også gør. Produktet føles robust, har en lækker finish og førstehåndsindtrykket er "et gennemført stykke cykellygte".

 

Forlygten var ligetil at montere, og det gav ingen udfordringer. Baglygten kan kun monteres på de såkaldte rails under sadlen - vores tilsendte version kunne ikke sidde på bagagebæreren. Det betyder bla. at sadlen skal sidde justeret helt bagud, hvis lygterne kan sidde der*. Ikke ideelt for alle, men ellers fint nok.

 

Jeg går i gang med at montere baglygten. Selv med meget lille kraftanvendelse, knækker beslaget. Baglygten kan nu ikke monteres. MEN vi skal jo teste, så jeg laver et nyt beslag, denne gang af metal. Lygterne virker, og når nu vi med lidt besvær fik beslaget monteret, så er af- og påmontering let og ubesværet.

 

 

DAG 2: Første dags kørende test.

Blueetooth-forbindelsen mellem den lille controller på styret og selve lygten  fungerer rigtig godt. Lygterne tænder selv, når man sætter dem på beslaget, og slukker selv, når man afmonterer. Meget nemt og lækkert, og selvom lygterne er store, fyldte de ikke alverden i rygsækken – jeg kunne sågar have en i hver jakkelomme.

 

Jeg tænker lidt over at lyset er ret kraftigt. Forlygten kan peges nedad uden problemer, så den ikke blænder nogen – men baglygtens montering under sadlen kan ikke justeres. Den er dog heller ikke så kraftig, medmindre man blinker til siden – sideblinklyset er temmelig markant, og har muligvis generet nogen.

 

 

DAG 3:

Jeg opdager, at bremselyset aktiveres ved bump i vejen, hvilket giver forkerte signaler til bilister og cyklister bag mig. Og man skal faktisk bremse meget hårdt op, før bremselyset aktiveres. Det aktiveres ikke ved almindelige opbremsninger.

 

 

DAG 5:

Baglygten er nu løbet tør for batteri efter ca. 70 minutters kørsel. Ikke videre imponerende, men jeg har også ladet lygten sidde på, og selvom jeg har slukket den, er bla. bremselyset stadig aktiveret. Så det forklarer muligvis den halv-korte batteritid.

 

 

Dag 12:

Baglygten er igen flad. Jeg har fortsat haft lygten siddende på cyklen, men denne gang holdt den strøm til nogen lignende 90 minutters kørsel. Forlygten lyser stadig skarpt.

 

 

Dag 13:

Jeg opdager, at bluetooth-controlleren på styret kun virker sporadisk – efter alt at dømme pga frostvejret – den begyndte at reagere efter 15 minutter indendøre.

 

 

Dag 15:

Nu løb forlygten tør for batteri. Jeg er begyndt at være generet af, at man ikke får nogen indikationer på lavt batteri. Jeg opdager først, at lygten er flad, når jeg skal bruge den, og har således måttet ty til backup-lygter tre gange på 15 dage.

 

 

Dag 20:

Baglygten løber igen tør for strøm. Denne gang har jeg afmonteret lygten, når jeg ikke kører på cyklen, og det virker til at have givet lidt mere kapacitet, så jeg nu er oppe på 100-120 minutters effektiv funktion per opladning.

 

 

Dag 21:

Da jeg kører over et 1-2 cm dybt hul i asfalten, falder baglygten af. Selve lygten knækkede i det bagerste stykke. Og her slutter vores test således lidt ufrivilligt.

 

 

BEDØMMELSE

 

Det gode:

Når den virkede, var det virkelig en fornøjelse. Jeg følte mig meget sikker i trafikken og meget set. Forlygten lyser godt på vejen foran, og bremselyset giver også en øget sikkerhed. Desuden virker lygterne også mere synlige fra siden, end de fleste cykellygter på markedet. Det er meget let at klikke lygterne på i beslagene og lygterne aktiveres automatisk, når man klikker dem på - det gjorde det meget let og ligetil at bruge lygterne. 

 

Batteritiden var ganske udemærket, når man tager lysets styrke i betragtning, og opladning via mini-usb var både hurtig og effektiv.

 

For mig er cykellygters primære funktion at gøre mig synlig i trafikken, hvilket disse lygter i særdeleshed lever op til. Meget mere end andre alternativer på markedet. Men...

 

 

Det dårlige:

Et eller andet fungerer ikke i den plasti,c som beslag og lygte er lavet af. De gav mig kun 21 dages fornøjelse, hvilket ikke er de 169 euro værd, som lygtesættet koster. 

 

Monteringsmetoden er heller ikke god. Dette er siden vi modtog denne tidlige testmodel imidlertidigt blevet forbedret, så lygterne nu også kan sættes på hhv. kurv og bagagebærer, dog ikke på en særlig skønsom måde, og jeg vil mene, der stadig er noget, der kan forbedres her, så flere typer cykler kan have gavn af Blinkers.

 

Prisen er for høj - og sideblinklyset samt bluetooth-controlleren var overflødig for mig, og således ville en mere "basic" model, til mindre end 1200 kr, være at foretrække. 

 

Please reload