Please reload

Seneste blogindlæg

Interview: Københavns Kommune om cykelfremkommelighed i Indre By

05.11.2018

Nogle af  Cykelvens medlemmer har spurgt, om vi ikke vil tale med nogen fra Københavns Kommune, så vi kan fortælle lidt om, hvordan de arbejder med cykelfremkommelighed og trafiksikkerhed i Indre By. Derfor har vi interviewet chefkonsulent hos Københavns Kommune, Claus Knudsen, som fortæller, hvordan kommunen knokler for, at cyklisterne i København kan føle sig trygge i trafikken. Vi starter med at gennemgå nogle overordnede udfordringer, indsatser og mål i forbindelse med trafiksikkerhed i hovedstaden. Og til sidst, som overskriften lover, dykker vi ned i deres konkrete arbejde i Indre By med udgangspunkt i Nørregade-korridoren. 

 

Kommunen gør en masse ting for cyklisterne i København, og derfor er dette blogindlæg et lidt længere et af slagsen, så du kan få et ordentligt indtryk af deres arbejde med cykelinfrastrukturen i hovedstaden.

 

Inden du læser blog-indlægget, vil vi give dig muligheden for at hente CykelPlanen App, som er Region Hovedstadens Cykelapp. Den er tilpasset cyklister og gør livet som cykelpendler lettere for dig. CykelPlanen kender de gode smutveje i regionen, ved hvor du må cykle og finder den hurtigste rute for dig. Du kan læse mere om app'en og se anmeldelser og billeder her.

 

 

Og nu skal vi til det, som det hele egentlig handler om

 

København er en cykelby, hvor andelen af cyklister er stigende for alle ture og for ture til og fra arbejde og uddannelse. Cyklens andel af ture til og fra arbejde og uddannelse i København er steget med to procentpoint i forhold til 2016 og udgør nu 43%.  For at kvalificere den trafikale udvikling foretager forvaltningen årlige tællinger af cykel- og biltrafikken, hvor trafikken bliver talt fast gennem blandt andre Indre By. Du kan gå i dybden med flere tal i kommunens Cykelredegørelse, 2018.

 

Et stigende antal cyklister er på mange måder fantastisk, men det betyder også, at byens trafikanter har flere at holde øje med. Derfor glæder det os at høre, at cyklisternes sikkerhed er alfa-omega i kommunens arbejde med cykelinfrastrukturen i København.

 

 

Cyklisternes sikkerhed er omdrejningspunktet 

 

Claus Knudsen er chefkonsulent ved Københavns Kommune, Teknik-og Miljøforvaltningen. Og da jeg interviewede ham, fortalte han blandt andet,  at deres overordnede mål med cykelinfrastrukturen altid er, at cyklisterne skal have sikre forhold - og ikke mindst også føle sig sikre.

 

Han fortæller efterfølgende, at Borgerrepræsentationen for nyligt har vedtaget en "Nul Vision" for dræbte og alvorligt tilskadekomne i Københavns trafik. 

 

Sammen med kommunens andre mål, integrerer de "Nul Visionen" i deres daglige planlægning og anlæggelse af ny infrastruktur og ændringer af eksisterende infrastruktur. 

 

Claus fremhæver også nogle tal på de københavnske cyklisters oplevelse af sikkerhed i trafikken. I 2016 følte 76% sig trygge. I 2006 var tallet 56%. Og i 2025 skal procenttallet gerne være på 90% Der er et stykke vej endnu, med mange udfordringer og ligeså mange mulige løsninger. Derfor lister vi nu en oversigt over de kommende års indsatser hos kommunen:

 

1. Cykelparkering

2. Supercykelstier

3. Cykelstier og sikre skoleveje

4. Cykel- og gangbroer/-tunneller

5. Cykelgader

6. Grønne Cykelruter

 

Du kan se flere tal og læse mere  om de forskellige indsatser i Københavns cykelstrategi 2011-2025.

 

 

 

Kommunen lytter til dig

 

Borgerne i København har givet kommentarer på Facebook og sendt e-mails til forvaltningen med input. Vi opfordrer dig til at gøre det samme, hvis du gerne vil hjælpe kommunen med at styrke cykelfremkommelighed og trafiksikkerhed i København. 

 

Du kan sende dine foreslag til: cykeltip@tmf.kk.dk

 

Kommunen har samlet borgernes input fra de seneste år under 8 kategorier:

 

1. Bedre færdselskultur/adfærdsregulering

2. Afmærkning og mindre tiltag

3. Manglende eller utilstrækkelig belysning

4. For smalle eller manglende broer

5. Gener fra brosten

6. Hastighedsdæmpning

7. Ikke-signalregulerede kryds

8. Vedligehold og riste på cykelsti

 

Du kan gå i dybden med borgernes erfaringer og foreslag i kommunens uddybende bilag for cykelprioriteringsplanen 2017-2025.

 

 

Hvordan står det til med ulykker?

 

I København er der pres på cykelstierne i myldretiden. Derfor mener Københavns Kommune, at det er nødvendigt at prioritere mere plads til cyklisterne på de centrale strækninger. Både for at give cyklisterne en større oplevelse af sikkerhed i trafikken, for at give mulighed for individuelle kørehastigheder og for at gøre det mere attraktivt for dem, som oplever det som utrygt at cykle i dag.

 

Desuden fokuserer kommunen også på den generelle trafik-sikkerhedsindsats, hvor en reduktion af bilernes hastighed er nødvendig.

 

 

 

Ulykker i tal

 

I 2016 blev der registreret 90 alvorligt tilskadekomne på cykel og 4 dræbte. Risikoen for at komme til skade på cykel er heldigvis blevet reduceret med 53% siden 2008. Med andre ord betyder det, at der i 2016 blev kørt 4.9 millioner kilometer mellem hver alvorlig ulykke på cykel. 

 

 

Desuden har kommunen i samarbejde med politiet evalueret tre forsøg med højresving for rødt og kan ikke påvise, at det medfører øget risiko for trafikuheld. Derfor har politiet givet samtykke til at gøre forsøgende permanente.   

 

 

 

Politiet er en hjælp og en udfordring

 

Claus fra Københavns Kommune fortalte,  at de generelt har et godt samarbejde med Københavns Politi om sikkerheden i trafikken i København. Men at de også er udfordret på, at det er politiet, og ikke kommunen selv, der er vejmyndighed.

 

Konkret betyder det blandt andet, at kommunen ikke bare kan beslutte at sætte hastighedsgrænsen ned på udvalgte strækninger for at øge sikkerheden.  De skal først ansøge om det, og så er det politiet, der må afgøre, om det kan realiseres.  Claus slutter af med at fortælle, at de er i løbende dialog med politiet om at finde fælles fodslag på disse områder.

 

 

 

Og nu til det, som overskriften lover: Hvordan og hvorledes med Indre By?

 

I interviewet med Claus Knudsen beskrev jeg en rute, der er baseret på snævre ruter med tæt trafik,  som gør nogle af vores Cykelven-medlemmer utrygge.

 

Claus har forklaret, hvordan de arbejder med cykelfremme og trafiksikkerhed i henhold til  denne type af rute, nærmere betegnet Nørregade-korridoren og ruten fra Nørre Voldgade til Vandkunsten. Og det præsenterer jeg lige om lidt med konkrete og visuelle eksempler.

 

Men først får du et kort eksempel på et af kommunens overordnede indsatser for at forbedre cykelforholdende i Indre By - nemlig cykelgaderne, hvor cyklister i alle tilfælde er førsteprioritet.

 

 

Cykelgader

 

Københavns mål om større cykelandel indebærer, at cykelstierne til Indre By i 2025 dagligt skal kunne håndtere yderligere knap 60.000 cykelture. 

 

Kommunen foreslår at etablere cykelgader i Cykelstiprioriteringensplanen i henholdsvis Indre By, Vesterbro, Nørrebro og Østerbro.  De vil udvikle cykelgade-løsningen i dialog med relevante parter og inddrage erfaringer fra Holland og Århus, som har succes med cykelgader. Her vil kommunen også undersøge, hvordan de kan kommunikere cykelgadens funktion til bilister og cyklister udover den obligatoriske skiltning.

 

 

 

Nørregade-korridoren

 

Claus Knudsen har talt med nogle planfolk hos Københavns Kommune. Dem, der sidder med fingrene i mulden på de forskellige vejstrækninger. Han fortæller, at de i forvaltningen har udarbejdet en optimeringsplan for Nørregade-korridoren - og heldigt for Cykelven - med udgangspunkt i en rute, der minder meget om de ruter, som nogle af vores medlemmer er utrygge ved.  Planen er udarbejdet på  baggrund af borgerhenvendelser, input fra Indre By Lokaludvalg og en trafikfaglig screening.

 

Claus forklarer, at optimeringsplanen går ud på, at strækningen fra Søtorvet til Bryghusbroen, via Nørregade, skal være mere sikker og tryg for cyklister og fodgængere. De lægger vægt på at bevare stemningen af middelalderby med lav hastighedsgrænse, hyggelig atmosfære og med plads til butikker og caféliv.

 

Kommunen er også lune på tanken om en cykelgade-løsning i Nørregade, hvor man, som nævnt, prioriterer cyklister højere end bilister. Bilister skal med andre ord i alle tilfælde holde tilbage for cyklister.

 

Indtil videre er optimeringsplanen godkendt af Borgerrepræsentationen som et oplæg til mulig udvikling af området. Der er endnu ikke sat midler af til at realisere målet.

 

Nu vil jeg vise dig nogle illustrationer over deres strategi, og hvis du har lyst til at undersøge sagen nærmere, bør du hygge dig med deres overskuelige og konkrete Optimeringsplan, Cykelby 2025

 

 

 

Fra registrering til strategi

 

 

 

 

 

 

 Og som følge af illustrationerne har de lavet nogle opsummerende pointer

 

 

 

 

 

 

 

Fra Nørre Voldgade til Vandkunsten

 

I rapporten Optimeringsplan, Cykelby 2025 indleder de afsnittet om ruten fra Nørre Voldgade til Vandkunsten som følger:

 

"Strækningen fra Nørre Voldgade til Havnen er indbegrebet af Middelalderby med dets krogede vejforløb, tætte og varierede bystruktur, karakterfulde torve og pladser, fine kig, mange fodgængere og oplevelser undervejs. Gaden er en vigtig cykelforbindelse (...), men strækningen er også adgangsvej for biltrafik til en stor del af Middelalderbyen og trafikken kan opleves kaotisk med mange cykler, biler, varevogne, lastbiler og busser. Der er behov for at stramme op på forholdene og tilpasse de trafikale forhold til cyklisterne, der er den markant største trafikantgruppe."

 

- Optimeringsplan, Cykelby 2015

 

 

De forklarer herefter, at de kan styrke oplevelsen, sammenhængen og adgangen fra Middelalderbyen til havnen på langs og tilgodese de mange fodgængere ved at etablere en fodgængerpromenade langs hele strækningen. 

 

De har også planer om at styrke strøgets krydsning endnu mere,  ligesom de også kan gøre den øst-vestgående forbindelse ved Strædet tydeligere med en krydsløsning med belægningsskifte, som indikerer, at der sker noget særligt.

 

Langs Frederiksholms Kanal er der i forbindelse med budgetforliget i 2013 besluttet, at parkeringspladserne langs kan nedlægges med henblik på at styrke forholdene for fodgængerne til havnen, Bryghusprojektet og nu den kommende bro over Inderhavnen ved siden af Langebro. På den måde kan kommunen styrke den samlede forbindelse for fodgængere og cyklister igennem Middelalderbyen.

 

Kommunen har idéer om at stramme vejforløbet op for at skabe en ensartet profil med en smal kørebane for biler og cykler samt brede fortove. Planen er, at skilte gaden som en cykelgade, hvor man tilpasser bilernes hastighed efter de mange cyklister. Den smalle vejprofil betyder blandt andet, at det er vanskeligt for busser at køre i Nørregade, og kommunen har vurderet, at man godt kan undvære busdriften, som kun har tjent få trafikanter. 

 

Ved at etablere en smal vejprofil bliver det også lettere for fodgængere at krydse vejen og fortovene kan man gøre bredere. Fortovene kan blive fra minimum 0.5 meter bredere og op til omkring 2 meter bredere enkelte steder. Der, hvor man kan udvide mest, kan man ligeledes udnytte til cykelstativer eller pladser til varelevering.

 

Kommunen henviser cyklister, som ønsker en hurtig forbindelse mod havnen og den nye broforbindelse til Vester Voldgade via Løngangstræde i stedet for at køre ad Frederiksholms Kanal. 

 

 

Her er en kort opsummering af løsningsprincipperne 

 

 

 

 Og her er et kort over lokationerne for løsningsprincipperne gjort op i de tre farver

 

 

 

 

 

Det var det

 

 

Arbejdet med cykelfremkommelighed og trafiksikkerhed i København er et gigantisk område, som kræver tid at begribe og formidle til folk, der ikke selv er den del af det aktive arbejde. 

 

I dette indlæg har vi forsøgt at give dig en idé om, hvilke udfordringer og mulige løsninger, der er i arbejdet med cykelinfrastruktur, og hvordan Københavns Kommune griber arbejdet an.

 

Vi kom også med et konkret eksempel på, hvordan kommunen arbejder med cykelinfrastrukturen i konkrete områder og ruter for at vise, at kommunen tænker i detaljerede og adfærdsregulerende løsninger.

 

Du har forhåbentlig fået et indtryk af, hvordan kommunen arbejder for at optimere din oplevelse som cyklist i København! 

 

 

Tusind tak fordi du læste med! 

 

- Cykelven :)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Please reload